Kære patienter og andre interesserede

Fra 1. februar 2023 ejes klinikken af lægerne Maria Wulff Hauritz, Mads Halbirk og Cecilie Lundorff.

Som patient hos os, kan man frit vælge hvilken læge, man ønsker tid hos til et givent problem. Ofte er det en fordel at bruge den samme læge hver gang, men ved særlige ønsker til tidspunkt eller andet, kan det også være en fordel, at der er flere læger at vælge imellem.

Foruden de 3 speciallæger i almen medicin har klinikken ansat 1 lægesekretær/praksismanager, 2 social- og sundhedsassistenter og 1 sygeplejerske. Desuden har klinikken i perioder ansat læger, der er ved at videreuddanne sig til speciallæge i almen medicin. Der er ligeledes ansat medicinstuderende som praksisassistenter.

Vores mål er at hjælpe vore patienter til uden unødigt besvær at få den bedst mulige sundhedsmæssige behandling. Lægehuset udfører selv alle undersøgelser og behandlinger, som typisk foregår i almen praksis. Andre behandlinger og undersøgelser får vi udført med hjælp fra sygehuse, speciallæger, fysioterapeuter, psykologer og andre samarbejdspartnere.

Vi vil gerne hjælpe vore patienter til at forstå de ting ved deres krop, som gjorde, at de kom til læge. Vi informerer om, hvordan en tilstand vil forløbe og hvilke muligheder, der er for at behandle den eller undersøge den nærmere. Vi hjælper vore patienter med at forstå, hvad der er sket med dem andre steder i sundhedsvæsenet eller med sundhedsmæssige forhold i relation til myndigheder, forsikringsselskaber og andre.

I de tilfælde, hvor vores hjælp umiddelbart vil gøre en væsentlig forskel bør patienten ikke vente. Det vil sige, at nyopståede alvorlige eller lidelsesfulde tilstande straks ydes hjælp. Desuden tilbydes en tid samme dag, hvis tilstanden umiddelbart kan lindres, eller hvis behandlingens effekt afhænger væsentligt af, at den påbegyndes hurtigt. Øvrige tilstande tilbydes en tid inden for få dage.

Det er vores erfaring, at mange problemer lettest løses ved først at tale med patienten i telefonen. Derfor har klinikkens læger telefontid om morgenen mellem klokken 8 og 9. Vi kan også kontaktes på E-mail, hvilket på nær under ferie besvares inden for 5 hverdage. Tidsbestilling foretages via hjemmesiden eller ved telefonopkald til klinikken mellem klokken 9 og 14. I øvrigt henviser Lægehusets telefon til den rette lægehjælp på alle tidspunkter.

Du er velkommen hos os.

Med venlig hilsen

Lægehuset Gunhilds Plads